Login
Sidst opdate:
June 06, 2021, 10:14

Kirkelivet på Thyholm

i historisk perspektiv

AF HERMAN RØMER

 

Der er flere grunde til, at museet i 2015 netop valgte dette emne til årets særudstilling. For det første har vi mange kirker på Thyholm; og de bliver brugt! Altså et rigt kirkeliv, hvor menigheden er trofaste kirkegængere. Og for det andet er vore kirker spændende og smukke, i nogle tilfælde endda med en særdeles smuk beliggenhed. Disse kirker har alle et smukt interiør, en spændende historie og rummer også interessante genstande. Museet syntes, at disse sammen med de kirkegenstande, som museet har modtaget gennem årene, fortjente at komme frem i lyset, blive udstillet til nærmere studie.

Museet er indrettet som en bolig (Apotekergård!) med tilhørende udbygninger, værksted, lade m.v. Her præsenteres tingene i deres rette miljø og ”fortæller” hermed bedst om deres brug. Måske var det det, der gjorde, at ideen om at lave et kirkerum opstod. En af pigerne så straks en mulighed i Kresten Rusbjergs atelier.

Hermed er der allerede løftet en flig af rummets indretning. Af de ting der er udstillet i rummet kan nævnes: Der er alter med lys og bibel (hjembragt fra Californien!), som i en rigtig kirke, der er døbefond, godt nok beregnet til hjemmedåb. Har præsten taget det under armen, når han blev kaldt ud til hjemmedåb? Her er udsmykket med dramatiske bibelske tegninger og en gammel salmetavle med salmenumre i rette størrelse. Et kirkeskib er der også blevet plads til, og en af pigerne har udfoldet sine kunstneriske evner og lavet ”rigtige” mosaikvinduer. Altså et ”kirkerum”, hvor tingene er udstillet i deres rette miljø!

 

Den anden del af udstillingen – som rummer de ting, der ikke var plads til i kirkerummet – har til huse i særudstillingsrummet og indeholder historiske interessante ting, der har været brugt til kirkelige handlinger som nadver, dåb, konfirmation, bryllup og begravelse for blot at nævne nogle.

Hvor mange farver er der på brudekjoler, hvad er de syet af, og hvem har båret dem? Og til slut kommer så et andet spørgsmål: Hvorfor har museet en fin broderet ligskjorte? De og mange andre spørgsmål finder du   svar på ved at besøge udstillingen.

Velkommen på museet. Velkommen til kirkelivet og oplevelser fra en svunden tid.      

Undermenu